Bologna: Den italienske by, enhver filmelsker bør besøge

Der findes filmfestivaler, og så er der Bologna. Cannes er for branchen. Venedig er for premiererne. Berlin er for kritikerne. Bologna — nærmere bestemt Cineteca di Bologna og dens årlige festival Il Cinema Ritrovato — er for filmene selv: dem der næsten forsvandt, dem der smuldrede i hvælvinger, dem der kun eksisterer i dag, fordi et hold arkivister og restauratorer på en ombygget tobaksfabrik på Via Riva di Reno besluttede, at de var værd at redde.

Hvert sommer, i ni dage i slutningen af juni, bliver Bologna til noget ingen anden by bliver: verdens hovedstad for filmhukommelse. Mere end 500 restaurerede film vises på otte indendørs venues og Europas største udendørs lærred — Piazza Maggiore, hvor tusindvis af mennesker hvert aften sætter sig på brostenene for at se mesterværker gengivet i deres originale lysglans. Festivalen hedder Il Cinema Ritrovato: den genfundne biograf. Det, der genfindes her, er ikke nye film, men gamle film gjort nye igen. 2026-udgaven er festivalens 40. og fejres under navnet Festival XL, og den løber fra 20. til 28. juni.

Dette er ikke en guide til folk, der kan lide ideen om biograf. Det er en guide til folk, der elsker den nok til at rejse for den.

Il Cinema Ritrovato: Festivalen verden ikke kender til

Logikken bag Il Cinema Ritrovato er elegant enkel: de fleste film, der nogensinde er lavet, eksisterer ikke længere. Af hele stumfilmtidens produktion er ca. 75 procent gået tabt — nedbrudt, ødelagt eller aldrig bevaret i første omgang. De overlevende film befandt sig ofte i fragmenteret, beskadiget eller stærkt forringet tilstand. Cineteca di Bologna har brugt seks årtier på at vende denne udvikling og samarbejdet med arkiver og studier verden over for at restaurere film billede for billede. Festivalen er den årlige fremvisning af dette arbejde.

I praksis betyder det, at Il Cinema Ritrovato 2026 vil indeholde visninger, du ikke kan se noget andet sted på jorden. Den 40. udgave er organiseret omkring tre kuratoriske akser: The Cinephiles’ Heaven, The Time Machine og The Space Machine — en tredelt struktur, der afspejler festivalens ambition om at vise, hvordan biografen genskaber historie, fantasi og geografi på samme tid.

Flagskibsbegivenheden i 2026 er en fuld Luchino Visconti-retrospektiv, der markerer 120-året for hans fødsel og 50-året for hans død. Cineteca og dens laboratorium L’Immagine Ritrovata har fuldført 4K-restaureringer af Il Gattopardo (Leoparden, 1963), Senso (1954) og Rocco and His Brothers (1960). Alle tre vises under festivalen — to af dem næsten med sikkerhed på Piazza Maggiore. 2026-programmet inkluderer også en fuld Barbara Stanwyck-retrospektiv (“Fire and Desire”), en Joséphine Baker-filmografi fra Gaumont Pathé-arkiverne og de sædvanlige sektioner med stumfilm og levende klaverakkompagnement.

Aftenvisningerne på Piazza Maggiore er gratis og kræver ingen billet. Dagtids- og indendørs sessioner kræver et Regulært Pas (150 € for alle ni dage, 80 € nedsat). For sammenligningens skyld: Berlinale koster mere per film til festivalpriser, og du ser nyere film i en biografstol. I Bologna ser du Visconti under stjernerne for ingenting.

Cineteca di Bologna: Stedet hvor filmhistorien reddes

Cineteca di Bologna er ikke et museum. Det er en fungerende institution, der samtidigt bevarer, restaurerer, distribuerer, programmerer og uddanner — et levende økosystem bygget på overbevisningen om, at biografen er for vigtig til at gå til grunde. Grundlagt den 18. maj 1962 på initiativ af byens borgmester og kulturrådgiver Renato Zangheri har institutionen været medlem af International Federation of Film Archives (FIAF) siden 1989.

Den bygning, den bebor — en tidligere tobaksfabrik på Via Riva di Reno 72 — røber ikke meget fra gaden. Indeni rummer den Bibliothèque Renzo Renzi (et af Europas mest specialiserede biblioteker for film og fotografi), flere projektionsrum herunder Cinema Lumière samt den administrative kerne af, hvad der er blevet et af verdens mest indflydelsesrige filmarkiver. Mere end 18.000 film er i samlingerne og spænder fra de tidligste stumfilm til det sene tyvende århundrede.

Den enhed, der udfører selve restaureringsarbejdet, hedder L’Immagine Ritrovata — “det genfundne billede” — et laboratorium i samme kompleks, der opererer i skæringspunktet mellem håndværksmæssig teknik og banebrydende digital videnskab. Listen over film restaureret eller medrestaureret her læses som en kanon: Charlie Chaplins samlede værker (Modern Times, The Kid, City Lights, The Gold Rush — Cineteca administrerer officielt Charlie Chaplin-arkiverne), Luchino Viscontis store film, Il bidone af Federico Fellini, Ermanno Olmis Il posto og hundredvis mere fra nationale arkiver på alle kontinenter.

Cineteca opkræver ikke betaling for sine permanente udstillingsrum, og Cinema Lumière tilbyder helårsprogrammering til tilgængelige priser. Piazzetta Pier Paolo Pasolini — den lille plads umiddelbart ved siden af bygningen — er opkaldt efter byens mest berømte filmsøn, hvis fødested ligger fire minutters gang herfra på Via Borgonuovo.

Bologna på lærredet: Film optaget her

Bologna er ikke blot en by, der fejrer biografen — det er en by, der er blevet filmet. Distinktionen er vigtig for den cinefilrejsende: at gå disse gader med viden om, hvad der er optaget her, tilføjer et lag af bevidsthed, der forvandler en eftermiddagspromenade til en slags pilgrimsrejse.

Pier Paolo Pasolini blev født i Bologna den 5. marts 1922 på Via Borgonuovo 4 — en plaque markerer bygningen i dag. Hans Oedipus Rex (1967) bruger Bolognas arkitektur eksplicit: den store trappe ved Basilica di San Petronio er rammen for filmens afsluttende scene, hvori Franco Citti spiller fløjte på trapperne; den firbuesportik ved Santa Maria dei Servi optræder i en anden slutsekvens med den blinde Oedipus. At stå på disse steder med filmen i tankerne ophæver afstanden mellem det, du ser, og det, der blev skabt her.

Porticiene som filmisk miljø optræder i hele byens filmografi. Alice Rohrwachers kortfilm Le Pupille (2022) — som modtog en Oscar-nominering for Bedste Kortfilm — blev optaget langs Portico di San Luca, den 3,8 kilometer lange overdækkede gangsti, der stiger fra Porta Saragozza til det bjergtoppe Sanctuary of the Madonna di San Luca. Portikoen er verdens længste overdækkede gangsti, og det lys, den skaber — søjler, der kaster parallelle skygger over slidt terrakottaflisebelægning — er umulig at efterligne i et studie.

Piazza Santo Stefano har optrådt i Jack Frusciante è uscito dal gruppo (1996) og L’incredibile storia dell’isola delle rose (2020, Netflix) — sidstnævnte viser også den historiske restaurant Pappagallo. Due Torri-tårnene ved Piazza Ravegnana, Bolognas mest genkendelige middelalderlige skyline, optræder i samme 1996-film. Via Saragozza og dens portici udgør baggrunden for Jack Frusciante og Pupi Avatis varme Gli amici del Bar Margherita (2009). Fiera-distriktets Kenzo Tange-designede arkitektur og den monumentale Certosa-kirkegård optræder i Diabolik (Manetti Bros., 2021).

For besøgende, der nyder at følge filmgeografi til fods — den samme trang der driver set-jettere til optagelsesstederne for Ripley i det sydlige Italien — belønner Bologna opmærksomhed. De fleste af disse steder befinder sig i centro storico og kan gås på en halvdag.

Via del Pratello og filmkvarterets sjæl

Bolognas kontrakulturelle hjerte slår i den 600 meter lange Via del Pratello i Porto-Saragozza-kvarteret. Her begynder Cineteca di Bolognas egentlige historie: i begyndelsen af 1970’erne blev ciné-klubben L’Angelo Azzurro grundlagt her, som senere udviklede sig — med den samme grundlæggergruppe — til Cineteca del Comune og Cinema Lumière (1984, Via Pietralata 55). Institutionens græsrodsoprindelse i denne arbejderklassegade forklarer noget vigtigt om dens identitet: Cineteca var aldrig en eliteinstitution. Den blev bygget af folk, der elskede biografen nok til at vise den i en nabolagspub.

I 1976 begyndte Radio Alice at sende fra en lejlighed på Via del Pratello — en af Italiens første frie radiostationer og den kulturelle motor bag Bolognas radikale 1977-bevægelse. Guido Chiesa filmede nøjagtigt denne verden i Lavorare con lentezza (2004), en docufiction sat i Pratellos verden det år, der stadig fanger kvarterets stemning bedre end nogen rejseguide.

I dag er Via del Pratello en gågade om aftenen: barer med borde på fortovet, håndværksværksteder, små forlag, kulturforeninger og restauranter, der ikke foregiver at være andet end bolognese trattorie. Under Il Cinema Ritrovato fyldes området med festivaldeltagere mellem visningerne. Piazzetta Pier Paolo Pasolini, ved siden af Cineteca, huser Mercato Ritrovato hver lørdag morgen — et håndværks- og lokalt producemarked arrangeret af Cineteca selv, der måske bedst legemliggør institutionens karakter: et filmarkiv, der også driver et madmarked.

La Grassa møder det store lærred: Madkultur og biograf

Bologna har to identiteter, der sameksisterer med usædvanlig lethed: la Dotta (den lærde, for dens middelalderlige universitet) og la Grassa (den fede, for dens mad). Den anden identitet er ikke tilfældig i den cinefileoplevelse. Festivalens kultur er bygget op om rytmen: se film, spis godt, gå tilbage til flere film. Piazza Maggiore-visningerne starter ved solnedgang — ca. kl. 21.30 i slutningen af juni — hvilket betyder, at byens aperitivotime direkte fører ind i køen.

Den essentielle rute inden visningerne går gennem Quadrilatero, det historiske markedsdistrikt mellem Via Rizzoli, Via Drapperie og Via Pescherie Vecchie, hvor mortadella skåret i tynde skiver, friske tortellini lavet for øjnene af én, lagret Parmigiano Reggiano og Lambrusco på glas udgør den lokale version af pauseforfriskninger. Morgenen inden en tung visningsdag tilbyder Mercato Ritrovato ved Cinetecas egen piazzetta et mere håndværksmæssigt, nærborgerorienteret alternativ.

Baren Il Cameo ved Piazzetta Pasolini er Cinetecas egen bar-restaurant, åben onsdag til fredag fra kl. 17 til midnat og weekender fra kl. 11 til midnat. Den fungerer som festivalens uformelle sociale samlingspunkt — stedet, hvor programmører, arkivister og cinefilere mødes imellem visningerne. For et måltid inden en aftenssession driver trattorier omkring Via Saragozza og Via del Pratello i det overkommelige prislejer, der svarer til festivalens ikke-luksus-kultur.

Praktisk planlægning af Il Cinema Ritrovato 2026

For et perspektiv på hvad Italiens nærliggende filmlandskaber tilbyder, illustrerer optagelsesstederne for Ripley på Amalfikysten og arbejdet af instruktører som Paolo Sorrentino og Luca Guadagnino, hvordan italiensk geografi fungerer som et filmisk sprog — et sprog Bologna var med til at skabe.

• Bestil festivalpas tidligt (online salg åbner april; Regulært pas til 150 € sælger ud i populære udgaver)
• Tjek Piazza Maggiore-visningernes program på ilcinemaritrovato.it — gratis, ingen booking nødvendig
• Se Oedipus Rex (Pasolini, 1967) og Le Pupille (Rohrwacher, 2022) inden ankomst
• Besøg Cineteca på Via Riva di Reno 72 — billetkontoret sælger også enkeltdags indendørs billetter
• Gå Portico di San Luca (3,8 km) tidligt om morgenen inden varmen stiger
• Udforsk Via del Pratello om aftenen for aperitivokultur i festivalens åndelige kvarter
• Gennemse Quadrilatero-markedet til frokost — mortadella, friske tortellini, Parmigiano
• Tjek Mercato Ritrovato-programmet (lørdage på Cinetecas Piazzetta Pasolini)
• Besøg Pasolinis fødested på Via Borgonuovo 4 — plaketten er let at overse, kig op
• Afsæt tid til Bibliothèque Renzo Renzi — specialister i biograf og fotografi

Planlæg din rejse med Pixidia

Pixidia lærer din rejsestil at kende og hjælper dig med at skabe en rejse, der passer til dig og dine rejsefæller.

Åbn planlæggeren