Children of Blood and Bone: Sydafrikas virkelige optagelsessteder

Tomi Adeyemi byggede Orïsha op af yoruba-kosmologi og førkolonial vestafrikansk geografi - maji-klanerne, de ti orisha’er de svarer til, byerne opkaldt efter virkelige steder som Ilorin og Sokoto. Da Paramount ledte efter et sted at bygge det fysisk, landede produktionen næsten 5.000 kilometer væk, på den anden side af kontinentet. Children of Blood and Bone blev optaget i Cape Town, i Drakensbergs tågede udløbere og inde i et forladt sukkerraffinaderi i Durban - ikke i Nigeria og ikke noget sted i Vestafrika.

Den kløft mellem, hvor historien kommer fra, og hvor den blev bygget, er i sig selv det mest interessante ved denne produktion for en rejsende. Instruktør Gina Prince-Bythewood brugte 74 dage på at forvandle et 17 hektar stort stykke sydafrikansk landbrugsjord til et fantasy-kongerige med rigtige materialer og rigtigt vejr, og sendte derefter second units ind i to af landets mest naturskønne - og sjældnest samfilmede - regioner. Filmen har verdenspremiere den 15. januar 2027. Her er, hvor den faktisk blev lavet, og hvordan du selv kan opleve det, før premieren gør disse steder til et pilgrimsmål.

Cape Town Film Studios: 17 hektar bygget til kongeriget Orïsha

Cape Town Film Studios ligger i Faure, omkring 30 kilometer fra centrum, på 200 hektar, der siden åbningen i 2010 har huset Mad Max: Fury Road, Tomb Raider, Maze Runner: The Death Cure og serierne Black Sails og Good Omens. Til Children of Blood and Bone indledte Prince-Bythewood pre-produktionen med en specifik instruks til sit designteam: ingen falske solnedgange, ingen LED-vægge. Holdet omdannede 17 hektar af grunden til et permanent udendørs sæt for Orïsha - eukalyptusstammer kørt ind fra Zimbabwe til rammeværket, tage stråtækt med gult Natal-græs hentet i KwaZulu-Natal, og hele strukturen blev derefter efterladt udsat i ti uger for “Cape Doctor”, regionens vedholdende sydøstenvind, så træet og stråtaget kunne ælde, som en rigtig bebyggelse gør, i stedet for sådan et nybygget sæt normalt ser ud.

Det lokale produktionsselskab bag logistikken, Moonlighting Films, har været Cape Towns foretrukne servicepartner siden 1997. Én statistik fra optagelserne er værd at dvæle ved: af filmens 465 grip- og el-stillinger blev 68 % besat af sorte sydafrikanske kvinder - en usædvanligt høj andel for en produktion i denne budgetklasse, og et tegn på, hvor langt Cape-regionens filmarbejdsmarked har udviklet sig siden Invictus blev optaget her i 2009. Det er den slags detalje, der giver et fantasy-epos et menneskeligt fundament: en gaffer på holdet startede som vagt på den tidligere produktion; en byggekoordinator lærte at rammesætte ved at bygge RDP-boliger nær Khayelitsha.

Atlanterhavskysten: Cape Towns virkelige kystlinje på lærredet

Kilder, der beskriver optagelserne, bruger én tilbagevendende vending om den anden Cape Town-location: “den saltstænkede Atlanterhavsrand”. Ingen artikel nævner en bestemt strand eller forstad, og der er en grund til at være forsigtig med at opfinde en - produktionen har holdt sit præcise kystaftryk hemmeligt. Det, der er sikkert, er geografien: køreturen fra Sea Point gennem Camps Bay, Llandudno og Hout Bay følger en kystlinje af granitklipper, hvid sand og et koldt, rastløst hav, der ikke behøver nogen kulisse for at se ud som fra en anden verden. Fra visse vinkler er det også en kystlinje, hvorfra Robben Island kan ses ude i vandet - en påmindelse om, at dette stykke hav bærer sin egen historie, længe før noget kamera ankommer.

For en rejsende belønner Atlanterhavskysten langsom bevægelse mere end en tjekliste. Cape Point, på halvøens sydspids, giver dig hele buen af samme kystlinje på en enkelt dag, pingviner inklusive. Lion’s Head, det mindre bjerg ved siden af Table Mountain, placerer dig over den ved solopgang eller solnedgang - præcis det udsyn, der på den ene eller anden måde dukker op i næsten enhver produktion, der nogensinde har filmet i denne by.

Bo-Kaap: Kulturel virkelighed ved siden af sættet

Ingen kilde forbinder Bo-Kaap direkte med optagelserne, men kvarteret fortjener sin plads i denne rejseplan på egne præmisser - og det ligger ved foden af Signal Hill, samme højderyg som forankrer Lion’s Head og store dele af den skyline, filmen bruger. Kvarteret blev bosat af cape-malaysiske familier, mange efterkommere af mennesker, der blev gjort til slaver og bragt til Kappen af hollandske kolonister, og dets brostensbelagte gader med okker-, blågrønne og magentafarvede huse blev malet i årene efter afskaffelsen af slaveriet som en synlig bekræftelse af identitet. Kvarteret huser Sydafrikas ældste moské. At gå gennem det med en lokal guide - i stedet for at fotografere det fra et turistbusvindue, som er den måde, de fleste besøgende oplever det på - er forskellen mellem en kulisse og et sted med sin egen uafklarede historie, hvilket ikke er et dårligt sindelag at bringe med sig ind i en film om et fantasy-kongerige bygget på ægte kulturarv.

Smagen af Kappen: Mad ud over filmen

Orïshas verden kører på mad lige så meget som på magi - fælles måltider, markedsboder, teksturen af hverdagsliv omkring maji’erne og kosidán. Cape Towns egen madkultur, formet af malaysiske, hollandske, britiske og xhosa-påvirkninger gennem tre århundreder, giver en rejsende en indgang til samme idé, uden at man behøver et filmholds tilladelse for at få adgang til den. En gåtur med mad gennem Bree Street-kvarteret dækker små producenter og familiedrevne boder; et hands-on madlavningskursus går videre og stiller dig foran komfuret i stedet for foran en tallerken, gennem retter med rødder, der rækker tilbage mod den samme vestafrikanske kulinariske arv, der formede romanens univers.

Stellenbosch, hajer og himlen: Cape Towns vilde kanter

Væk fra kysten og studiegrunden ligger Cape Winelands under en times kørsel inde i landet - Stellenbosch, Franschhoek og Paarl optager det samme landbrugsindland, der stille og roligt har finansieret regionens vækst gennem tre århundreder, en nyttig kontrast til den saltmættede dramatik på Atlanterhavssiden. Fyrre-fem minutter i den anden retning tilbyder False Bay burdykning med hvide hajer og andre hajarter, guidet og udstyret, til rejsende der vil have, at Kappens ry som et vildt, uskriptet sted skal føles fortjent frem for iscenesat. Og for det udsyn, der binder det hele sammen - de to oceaner, Table Mountains flade top, hele halvøens længde - giver en kort helikoptertur fra V&A Waterfront på 25 minutter et perspektiv, ingen jordbaseret tur kan matche.

Drakensbergs udløbere: Hvor Orïshas udendørsscener bliver vilde

Den anden bekræftede søjle i optagelserne bevæger sig ind i landet og op i det, kilder blot beskriver som “Drakensbergs tågede udløbere” i KwaZulu-Natal. Intet bestemt pas eller bjerg er nævnt ved navn - dette er Sydafrikas længste og højeste bjergkæde, et UNESCO-verdensarvssted, der strækker sig langs grænsen til Lesotho, og produktionen har ikke fastslået præcis, hvilket stykke af den, der optræder på skærmen. Det, der ikke er tvivl om, er terrænets karakter: basaltskrænter over tusind meter høje, tuegræsslette, skyer der lægger sig lavt nok til at sluge en bjergryg midt på eftermiddagen. Parker som Royal Natal National Park sikrer offentlig adgang til bjergkæden på turistsiden - ikke bekræftet som filmens eksakte sæt, men repræsentativ for den skala og dramatik, holdet arbejdede med.

Der findes endnu intet dedikeret Drakensberg-turprodukt, man kan booke alene i denne bjergkæde, så den mest direkte vej ind er den rute, filmens egen logistik sandsynligvis lignede: ud fra Durban, ind i landet via N3 og R617 til Underberg, derefter op med 4x4 ad selve Sani Pass’ hårnålesving, der stiger op i udløberne, før den krydser grænsen til Lesotho i toppen. Det er stort set den samme vej, enhver produktion baseret i KwaZulu-Natal ville have brugt for at nå dette terræn, og det er fortsat den bedste måde for en rejsende at stå midt i det på.

Durban: Byen bag tyrannens tronsal

Den tredje brik i puslespillet er den mærkeligste og den mest stedsspecifikke: et forladt sukkerraffinaderi uden for Durban, udhulet og genopbygget som tronsalen for kong Saran, filmens tyranniske modstander. Durban har været en sukkerby siden midten af 1800-tallet, hvis industri er bygget på kontraktarbejdskraft bragt fra Indien under kolonial kontrakt og senere hærdet af apartheid-tidens segregation - en historie, der gør et forladt raffinaderi til et ladet og genklangsfuldt valg for en historie om magt og dens pris. For at være præcis om, hvad der ikke er bekræftet her: det er ikke det stadig fungerende Tongaat Hulett-raffinaderi, der forarbejder omkring 600.000 tons sukker om året, og som ikke var filmens location. Det faktiske raffinaderi, der blev brugt, er ikke offentliggjort, og denne guide vil ikke gætte på det. Hvad der kan siges, er, at det ligger et sted i Stordurban, og at byen selv - Golden Mile-strandpromenaden, varmen fra Det Indiske Ocean, den aktive havn - er helt åben at besøge, uanset hvilken bygning produktionen valgte.

Ikke Lagos: Hvorfor en yoruba-inspireret historie blev filmet 5.000 kilometer væk

Produktionens egne papirer pegede engang mod Lagos. En brancherapport fra januar 2025 beskrev, at hovedoptagelserne skulle begynde der i februar, og Wikipedias artikel om filmen bærer stadig den påstand i sit afsnit om optagelserne. Enhver anden kilde, der fulgte optagelserne, mens de fandt sted - Nollywood Reporters direkte beretning, Cape Town Etc, The Location Guide, West Africa Weekly - beskriver en produktion, der aldrig satte fod i Nigeria, og som i stedet foregik på tværs af Cape Town, KwaZulu-Natal og Spaniens Kanariske Øer i alle 74 dage. Lagos-planen ser ud til at have været en tidlig mulighed, der stille blev droppet, før kameraerne begyndte at rulle, og denne guide følger den tungeste vægt af beviser: Sydafrika og Spanien, ikke Vestafrika.

Årsagerne er finansielle og infrastrukturelle, og de er dokumenterede snarere end spekulative. Sydafrikas Foreign Film and TV Production Incentive refunderer 25 % af det kvalificerende lokale produktionsforbrug, stigende til 35 % for samproduktioner, med yderligere 5 % tilgængelig, hvis mindst en femtedel af afdelingslederne er sorte sydafrikanske statsborgere. Nigeria har ingen tilsvarende ordning for udenlandske produktioner. Cape Town Film Studios har opereret i Hollywood-skala siden 2010; Lagos’ eget planlagte studiekompleks, en “Film City” til 100 millioner dollar, var stadig ikke operationelt, da disse optagelser fandt sted. Den nigerianske filmskaber Benneth Nwankwo satte den efterfølgende frustration i klare ord: en historie bygget udelukkende på yoruba-kultur sendte sine locationgebyrer, sine crew-lønninger og måneders lokal økonomisk aktivitet til Sydafrika og Spanien i stedet for det land, hvis mytologi den lånte, når historiske steder som Ile-Ife, Osogbo og Abeokuta plausibelt kunne have stået ind for dele af Orïsha.

To yderligere tråde ligger ved siden af den debat og er værd at nævne uden at dømme. Castingen af Amandla Stenberg, en skuespiller med blandet baggrund, som prinsesse Amari - en karakter, romanen beskriver med markant mørk hud, i en historie hvor colorisme er et strukturelt tema - vakte kritik, da den blev annonceret i januar 2025. Og i juli 2026 tog Tomi Adeyemi offentligt afstand fra den færdige film, idet hun delte en besked, hun havde sendt Stenberg i februar 2025, hvor hun bad om ikke at blive nævnt i interviews i forbindelse med projektet, sagde at hun ikke har set filmen og ikke vil se den, og senere beskrev en “traumatiserende” hændelse på settet, som hverken Paramount eller produktionen har uddybet. Hun deltog ikke i CinemaCon i april 2026. Intet af dette ændrer, hvor filmen blev optaget. Det betyder til gengæld, at geografispørgsmålet - hvorfor Sydafrika og ikke Nigeria - endte i centrum af den offentlige samtale om filmen, længe før dens premiere snarere end bagefter.

Planlæg rejsen: Cape Town, Drakensberg og Durban i én rejseplan

• Bekræft dine visum- eller indrejsekrav til Sydafrika med din egen ambassade, før du booker flyrejser - kravene varierer efter nationalitet og er ikke fuldt verificeret for alle markeder i vores research.
• Book en eventuel Cape Town-Durban-flyvning i god tid; kun en håndfuld daglige direkte ruter forbinder de to byer.
• Pak til to klimaer på én rejse: Atlanterhavsvinden ved kysten og den køligere, omskiftelige luft i Drakensbergs udløbere.
• Medbring dit pas på Sani Pass-dagsturen, selvom den starter og slutter samme dag i Sydafrika.
• Hold dig til veldokumenterede udbydere og kendte ruter efter mørkets frembrud, især i bymidter - standardråd for Sydafrikas turistzoner, som fortsat er veludstyrede og hyppigt besøgte.

Planlæg din rejse med Pixidia

Pixidia lærer din rejsestil at kende og hjælper dig med at skabe en rejse, der passer til dig og dine rejsefæller.

Åbn planlæggeren